E-UDYRETS MÆRKE
MENNESKEMÆRKET 1. del
© Johny Noer - www.noer.info

Kapitel 26

Kejser Wilhelms ’dusin’ var samlet i Babylons indre sammen med de mange tusinde tidligere fængselsfanger, der var strømmet til stedet. Sikkerhedsvagter var i stilling overalt. Årvågent fulgte de enhver bevægelse i folkeskaren. De tolv, der var klædt i civil, rykkede sammen ved paladshaverne under EU-løjtnantens ’beskyttelse.

"Vort gamle mødested?" smilede Jack.

Ursula nikkede. "Vores ’Babylon-story’ er ikke til ende", sagde hun. "Ingen ved, hvordan denne dag ender."

De to spadserede ind i paladshaven. "Det var her, du ’fangede’ mig", udbrød Jack; de passerede en grøn plet ved en lille sø.

"Ja, og det var her, jeg opdagede, at du var ’en rigtig bodyguard’." Ursula rørte ved pistolen under hans jakke.

"Vil du gifte dig med mig?" Jack syntes selv overrasket over, at spørgsmålet kom over hans læber. Som lyn fra en klar himmel.

"Ikke med den dér!" Ursula rørte ved Jacks pistol. Hendes stemme skælvede. Hendes ord rørte ved mere end pistolen.

Jack rev jakken af, løste pistolbæltet og kastede det ud i søen. "Vil du gifte dig med mig?"

Ursula tav. Hendes øjne fyldtes med tårer. "Du har dræbt et menneske!" hviskede hun.

"Selvforsvar! Hvis ikke, ville hverken jeg eller Mr. og Mrs. Jones være her i dag."

"Jeg elsker dig, Jack, men det blod råber fra jorden. Også denne dag kan ende voldsomt! Mere blod! Der skal ske noget med dig, før vi i sandhed kan blive ét."

"Hvad skal der ske med mig?" Jacks hvisken var som et råb.

"Det samme, som med dit gidsel. Da han kom tilbage fra jeres fælles ’udflugt’, var han en forvandlet mand; men du er den samme!" Ursula tav. Så lagde hun armene om halsen på Jack. "Dit gidsel har åbent og for mange mennesker bekendt, at han har mødt Ham…" Ursula pegede mod himlen. "Den dag, du kan sige det samme, vil jeg gifte mig med dig."

Da de to kom tilbage til den øvrige gruppe, var der uro i luften. Mere forstærkning, flere afspærringer.

"Der er et eller andet i gære." Kommandanten fra statsfængslet betragtede i sin kikkert ansigterne på de tidligere indsatte. "Ikke til at spøge med", gentog han.

"Hvad var det, der skete med dig i ørkenen?" Jack gik direkte hen til Mr. Clark.

"Det ved du bedst selv, Jack." Clark smilede. "Du kastede mig med faldskærm ned til en flok banditter…"

"Ikke det, jeg taler om." Jack stod med bøjet hoved. "Jeg er ked af det, jeg dengang gjorde; du må tilgive mig!"

Clark rejste sig. "Kom", sagde han, "lad os tale sammen…"

Ursula kiggede efter de to mænd, som langsomt vandrede tilbage mod paladshaven. Clark lagde armen om skulderen på Jack. Så mærkede hun, at en arm blev lagt om hendes skulder. Hun vendte sig og så ind i Antoinettes smilende øjne. "Lad os også få en tur. Vi har noget at snakke om." Ursula nikkede, og de to gik nu i modsat retning…

*

’De frigivne’ samlede sig i større og større skarer. Adskillige havde genkendt pastor Jones, og i flokke stillet sig omkring ham. De søgte efter én, som ville tale deres sag. "En fredelig demonstration vil finde sted", forklarede Jones sikkerhedschefen. "Lad mig tale til de løsladte fanger og opfordre dem til at gennemføre deres forehavende i ro og orden."

Sikkerhedschefen, der forudså det vanskelige ved at holde den store mængde i skak, rådførte sig med sin overordnede: "Hvis alle håndvåben afleveres", svarede han. Jack nikkede og åbnede jakken: "Selvfølgelig! Alle håndvåben afleveres!" Jan stirrede overrasket på ham! Ursula smilede…

Pastor Jones trådte op på en bænk. Hans røst hørtes tydeligt over hele pladsen. Politi i mørke kampuniformer lyttede. Hundreder og atter hundreder af mænd samledes om præsten. De internationale Tv-teams var på pletten. Det var den mand, som for ikke mange dage siden havde talt fra Babelstårnet i Strasbourg. Ingen mikrofoner og ingen højtalere; som et maleri af folkemøder fra et svunden århundrede. Tavshed blandt de mange mænd. Ansigter, som vidnede om smerte og lidelser. Et mareridt var at læse i øjnene på adskillige, som nu opmærksomt lyttede til deres præst. Størstedelen af disse ’politiske fanger’ havde været spærret inde på grund af deres tro; de fleste forstod det sprog, som her blev talt. De nikkede anerkendende.

"Ny Testamente taler om Babylon", råbte pastor Jones, "og selvom alverdens statsmænd har deres håb til denne by, så advarer Bibelen os mod dette sted. Jeg læser for jer, hvad der står skrevet i Den hellige Skrift."

Pastor Jones tog en Bibel frem. "Jeg hørte en røst fra himlen", læste han; "den sagde: ’Gå ud fra Babylon, mit folk, for at I ikke skal blive meddelagtige i dets synder og rammes af dets plager!"

"Om et øjeblik", fortsatte han, "vil en procession fra den anden side af Babelsporten begynde sin vandring for at komme ind i Babylon. Den er på denne 11. september på vej for at lægge grundstenen til det tårn, som er en ny verdens oprør mod Gud."

Han tav og så sig omkring. Mange furede ansigter af unge og ældre var forventningsfuldt vendt mod ham. "Men I", fortsatte han, "er i dag et vidnesbyrd om, at vi ikke tilhører den procession, som nu under sorgløs jubel og fest er på vej ind i Babylon. I har hørt et ord fra himlen, som siger: ’Gå ud af Babylon, mit folk!"

Dæmpet mumlen. Politichefen trådte nærmere. Var det en ’fredelig demonstration’, som præsten opfordrede til? Jones fortsatte: "Vor manifestation bevæger sig nu mod Babelsporten. Vi er ubevæbnede og et vidnesbyrd om, at vi forlader Babylon og hele dets globale system af forfølgelse, korruption, løgn, synd og gudløshed. Vi adlyder Herren, vor Gud, som siger: ’Gå ud af Babylon, mit folk’!"

Politichefen fulgte med øjnene Jones.

"For at bevise vor fredelige vilje", fortsatte præsten, "afleveres alle håndvåben her!"

Røre i skaren. Enkelte stirrede mistænksomt på det bevæbnede politi. Så kom de første frem og lagde pistoler, knive og andre våben ved bænken. I lang tid lød klirren af håndvåben, som blev kastet i en voksende bunke.

Jones fortsatte: "Vi bevæger os nu mod Babelsporten. I de forløbne uger er I blevet undervist i koret fra ’Fangernes indtogsmarch’. Dette musikstykke får navneforandring. Det kaldes her ikke for ’fangernes indtogsmarch’ men: ’fangernes udtogsmarch’. ’Gå ud af Babylon, mit folk, siger Herren’!"

*

Ved disse ord satte den tusindtallige skare sig i bevægelse. I begyndelsen lød sangen som en monoton brummen. Et liturgisk kor af mandstemmer. Men som processionsgaden langsomt fyldtes af syngende mænd, voksede de tusinde stemmer i kraft. Det bevægende syn af gråskæggede oldinge og unge kraftige mænd, som i et værdigt tempo vandrede mod den meterhøje kobberudgang af Babylon, og lyden af sangen, der nu – som var den båret af vinger – steg mod himlen, blev i live-optagelser sendt ud over hele kloden.

"Vi siger hermed nej til det referendum, der skal finde sted d. 27. september", råbte pastor Jones. "Vi vil ikke ’delagtiggøres’ i det antikristelige og antisemitiske system, som nu spreder sig over hele kloden; vi går ud fra det!"

På den anden side af Babelsporten satte regeringsoptoget sig i bevægelse. Anført af den homoseksuelle biskop, Vicepræsident i EU og kandidat til verdenspræsidentposten, Robert G. Valentin. Efterfulgt af alverdens ledere og magthavere styrede processionen nu mod Babelportens indgang. "Dette her ser faretruende ud!" Reporterne beskrev den kommende konfrontation. "Måske finder den sted midt i ’Helvedsporten’. Ingen kan forudsige, hvad her vil ske!" Aldrig i Babylons historie har den ældgamle processionsgade været vidne til et sådant sammenstød. Fra den ene side nærmer sig verdenseliten, Babelstårnets bygningsmænd. De marcherer mod den port, som nu bærer det tal, hebræerne kalder ’indgangen til helvede’ – og fra den anden side vandrer en tusindtallig skare af systemets fanger: Lidelsens og smerternes mænd, som ved, hvad helvede vil sige. Mængden, der fra Babylons ydre mure søger at komme ind gennem porten, er omgivet af fest og dans. Skaren fra Babylons midte er et forklaret optog af syngende, fattige mænd, som alle synes ramt at et totalitært systems knyttede næve. Politiets beredskab øges. De to processioner nærmer sig hinanden. Alt synes i et øjeblik at ville forløbe planmæssigt, men… hvad er det, der nu sker?

*

På afstand observerede biskop Valentin sin politiske rival, præsident Clark. Med mishag så han sin endnu ikke afsatte chef vandre i spidsen for det syngende optog. Samtidig iagttog han, hvorledes der opstod uro i hans egne rækker. Rygtet gik, at den 337. slangegud var sat på plads ved sokkelen af Ishtarporten. Advarsler fejede som en løbeild gennem processionen. Nogle mente, at de havde set grønne glimt fra portens fundament – ja, at der hvilede et sælsomt skær over hele buen. Fra at være – som biskoppen kaldte det - en ’sejrens triumfbue’, blev Babelsportalen atter til ’Helvedsporten’. Alle 337 slangeguder er på plads!" råbte folk omkring ham. "Tallet er fuldendt! Det er en ’helvedsport’ vi skal igennem!"

Biskoppen forsøgte at berolige folk. "Sludder!" skreg han. "Det er alt sammen myter og legender! Fatter I det ikke! Det skal forstås symbolsk!"

Fra den anden side nærmede sig det mægtige kor af syngende mænd. Tonerne fra ’Slavernes udtogsmarch’ steg mod himlen!"

Da pludseligt brød optoget udefra sammen. Deltagerne flygtede! Ingen ønskede at vandre gennem ’porten til helvede’, og de fleste mente, at lyset fra afgrunden allerede kunne ses ved portens sokkel. Politiet søgte at slå ring om de statsledere og besøgende præsidenter, der deltog i det festlige optog. Et eller andet sted blev løsnet et par skud. Situationen blev kaotisk. Det sejrrige optog mod ’triumfbuen’ var nu i total opløsning. Tusinder af mennesker flygtede i alle retninger. En overnaturlig rædsel havde besat mængden. På mange sprog råbte optogets deltagere til hinanden. En i sandhed ’babylonisk forvirring’ rådede over hele processionsgaden. Relieffer og statuer blev væltet omkuld. Afspærringer brød sammen; politiet blev alle vegne løbet over ende!

*

Fra den anden side af porten vandrede den syngende skare under kobberhvælvingen. Mændenes henrevne stemmer genlød under den mægtige portal. En frihedens sang steg mod himlen, og der var adskillige af de fanger, der havde henslæbt deres ungdoms- og manddomsår i dødslejre og statsfængsler, som løftede hænderne. Nogle græd af glæde, andre jublede og omfavnede hinanden. En enkelt hvidskægget fange bøjede knæ og løftede en kroget stok mod himlen, medens tårerne trillede ned over hans arrede ansigt. Det var som at se ’de genløstes skare’ på vej til Zion. En hel verden holdt vejret ved ’de forløstes sang’…"

*

I forvirringen på den anden side af porten holdt biskoppen øje med Pierre Henri Clark. Han så, hvorledes præsidentens ansigt var som forandret og bemærkede, at han gik arm i arm med sin tidligere bodyguard, gidseltageren Jack Robinson. Da der samtidig atter lød skud over pladsen, henvendte han sig til en af sikkerhedsvagterne og sagde myndigt: "Vort optog må beskyttes og vore gæster bringes i sikkerhed!"

"Javel, Hr. Vicepræsident!"

"For at undgå katastrofen må lederen af den anden procession uskadeliggøres!"

"Javel, Hr. Vicepræsident!"

"Det er den ældre mand ved siden af den unge oprører yderst til venstre i forreste række!"

"Javel, Hr. Vicepræsident!"

"Har du ham på kornet?"

"Javel, Hr. Vicepræsident!"

"Skyd!"

Den unge politiofficer stillede et spørgsmål i sin mikrofon. Han fik svar i sin øresnegl. Ingen har siden kunne bekræfte, hvilket svar, han fik. Der lød skrig og bulder overalt. Skuddet gik af, og det var vanskeligt i forvirringen at se, hvad der skete i den procession, som nærmede sig.

*

Jack Robinsons trænede øje så faren. Hans gamle job som ’præsidentens bodyguard’ lå ham i blodet, og han søgte at trække Mr. Clark væk fra forreste linje. Han så en af politiets skarpskytter løfte sit våben og pege i retning af præsidenten. Af gammel vane greb han efter sin pistol, men den var væk! Som han havde trænet det mange gange, kastede han sig ind foran Mr. Clark for at afværge skuddet. Fortvivlet så præsidenten, at Jack faldt blødende til jorden. Ursula kastede sig grædende over ham. Kejser Wilhelm kom løbende og bragte den livløse skikkelse ind i sin bil.

*

Grundstensnedlæggelsen til Babelstårnet blev udsat. Alle officielle deltagere blev samlet i Nebukadnesars gamle paladsbygning, hvor en del af endevæggen var revet ned. "Ombygninger", forklarede man. Men enkelte vidste, hvad der stod skrevet på væggen. Hviskende blev det fortalt til de forsamlede…

*

En lille konvoj på fem køretøjer havde taget retning mod Arava. Humøret var højt. Jack Robinson sad på bagsædet med en stor forbinding om venstre skulder. "Nærmest hjertet", sagde han spøgende til Clark.

Ursula lyttede. "Nærmest hjertet?" spurgte hun nysgerrigt. "Hvad betyder det?"

"A private joke!" svarede Jack.

"Men hvad betyder det?" insisterede Ursula: "Nærmest hjertet?"

"Det betyder dig", hviskede Jack smilende. "Du er ikke bare ’nærmest hjertet’! Du er inde i hjertet. Vil du gifte dig med mig?"

"Måske…" svarede hun smilende.

*

Næste dag slog kejseren lejr ved et vandhul i ørkenen. "Her er vand", udbrød Jack. "Hvad hindrer mig i at blive døbt?"

"For 2000 år siden kom Etiopiens finansminister forbi et sådant ørkenvandhul og stillede samme spørgsmål", sagde Williams.

"Hvad svar fik han?"

John Williams åbnede sin bibel og læste: "Hvis du tror af hele dit hjerte kan det ske!"

"Og finansministeren?"

"Han svarede", sagde John Williams idet han læste videre: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn!"

"Det gør jeg også!" erklærede Jack.

"Og jeg!" afbrød Mr. Clark. "Hvis en finansminister kan komme med en sådan bekendelse, kan jeg vel også…"

Inden konvojen drog videre, var det utrolige sket: Gidsel og gidseltager blev døbt i samme ørkenvandhul, ikke langt fra det bibelske Tamar i Arava.

Undervejs foretog Kejser Wilhelm en underlig handel. Af en rejsende beduin købte han 15 kameler og ti æsler. Langsomt og bundet i en række efter jeepen kørte han sit køb i retning af Machmets lejr. "Jeg har en handel, jeg skal gøre", forklarede han…

Alle lo, og Jan udbrød: "Invitation til hele kompagniet." Han så på Antoinette. "Vi vil indbyde jer til vort bryllup!"

"Tak, mange tak!" lykønskningerne strømmede de to i møde.

Jack så på Ursula, som smilende lænede sig ind til ham.

"Dobbelt bryllup!" råbte han…

Strømmen af betagende lykønskninger voksede.

Tredobbelt!" råbte kejseren. "I aften slår jeg en handel af med Machmet."

Månestilhed hvilede over det øde sølvlandskab, hvor jeepen med det sære kamel- og æselspand nærmede sig ørkenteltet på sletten. Bjergets stjernehvide tagryg glimtede i natten. Kun et par små menneskedøgn tilbage, inden folkene derude skulle afgøre deres skæbne…

"Men din tid er udløbet", sagde kejseren henkastet til John Williams, idet han trak 48-timers-varselen op af lommen. "Der er ikke kommet ny ordrer fra Jerusalem, så teltet bliver stående…"

John Williams nikkede tavst. Virginia tog ham stilfærdigt i hånden.

"Det ser ud til, at der er en eller anden, der holder hånden over jer", bemærkede kejseren.

"Ja", svarede Virginia; "det ser ud til, at en eller anden holder hånden over os…"

Professor Fruchtenbaum, som var ankommet til Williams’ ørkentelte i kejserens lille jeep-konvoj fra Babylon, lyttede smilende til samtalen. Pludselig fik han et alvorligt udtryk i ansigtet. "Det er vort eneste håb udbrød han!"

Alle stirrede på ham. "Vort eneste håb?"

"… at Gud holder sin hånd over os", fortsatte han. "I denne time bevæger vi os ind i en ny æra. En tid, som vi ville ønske aldrig havde taget sin begyndelse; men den er allerede indvarslet. Nu er det sket!"

"Indvarslet? Hvad mener du?"

"… at der er kommet en besked!"

"Hvilken besked? Vi forstår ikke? Du må forklare dig nærmere..!"

Fruchtenbaum lod øjnene glide over de forsamlede. Hans læber dirrede. Stemmen skælvede: "I nat er der kommet en besked… fra nogle onde engle.. at en dreng snart bli’r født… ham, der skal føre krig mod de hellige… antikrist! Men for at kunne forstå dette, må I vide mere om, hvad der sker i Grækenland…

 

EPILOG 1

… eller begyndelsen til det, der sker i Grækenland.
 

I den vinter blev der fortalt historier i den græske bjerglandsby ikke langt fra Thessaloniki. Mændene sad ved de små borde hos Niko. Og kvinderne samledes med deres plastikdunke ved bjergkilden. Fader Demetrius fra landsbykirken satte sig blandt mændene. Han vidste trods alt mere om disse sære ting.

"Der står et sted i Den gamle Pagts bøger", sagde han, medens Nikos skænkede ham en slurk vin, "at noget lignende har fundet sted i tidernes morgen."

Mændene rykkede sammen. "Den gamle Pagts bøger’. Fader Demetrius smagte på ordene og på Nikos’s lidt sure vin. Han nød den opmærksomhed, der for en gangs skyld var omkring det, han fortalte; i kirken måtte han hver søndag kalde sine sognebørn til orden, fordi de snakkede sammen under hans prædiken. Derfor brugte han udtrykket: ’Den gamle Pagts bøger’; det lød mere mystisk end ’Det gamle Testamente’. Og det var jo ’det mystiske’, som i disse dage optog sindene i den lille landsby.

De unge piger, som det var gået ud over, skjulte sig hos deres slægtninge i bjergene og blev dér, til de havde født. På den måde undgik de det tilbagevendende spørgsmål. Der var alligevel ingen, der troede på deres forklaringer. Den historie med den fremmede, som pludselig dukkede op og overmandede dem, var for langt ude. Det kunne jo enhver komme og sige? Mændene hos Nikos rystede på hovedet. Kvinderne ved kilden sladrede.

Men nu var det sket igen! Denne gang var flere unge piger involveret. En plage? En slags forbandelse? Tiden var inde til at stille præsten til ansvar! Fader Demetrius måtte kunne forklare, hvad her var på færde? Hvem var de fremmede, høje, mørkemænd, som pludselig kom på besøg og forgreb sig på landsbyens piger? Hvor kom de fra? Der måtte gøres noget! Et landsbyværn? En lokal sikkerhedsstyrke? En natpatrulje, som ligesom i gamle dage gik gennem landsbyens gader, når lamperne var slukket: Det tidspunkt, hvor ubudne gæster kom på besøg!

"Nytter ikke!" Fader Demetrius tømte glasset. "De kommer derudefra!"

"Derudefra?" Tilhørernes øjne hang ved præstens læber. "Hvad mener du med ’derudefra’?"

"Jeg mener", svarede Fader Demetrius betydningsfuldt, "at Den gamle Pagts bøger’ taler om sådanne besøg. En slags sorte engle, som har fået øje på vor landsbys kønne piger."

"Sorte engle?"

"Jeres landsbyværn kan li’ så godt pakke sammen." Præsten så på Nikos, der var en stor, stærk mand. "Hvis en af dem lægger hånd på dig, fryser dit hjerte til is!"

Mændene omkring bordet nippede til deres glas. "Sikkert rigtigt, hvad præsten sagde. Mod den slags folk var der ikke meget at stille op.

"Hva’ ska’ vi gøre?"

Fader Demetrius ville svare, men i det øjeblik kom to skikkelser til syne ved svinget, der fører ind til torvet. Det var fiskeren fra bugten og det pigebarn, han havde taget sig af. Hun havde været udsat for det samme besøg, og det siges, at fiskeren havde prøvet at forsvare hende.

"Blev stukket ned", sagde Nikos. "Har det stadigvæk svært. Ikke været på havet i lang tid…"

Mændene fulgte tavst de to med øjnene. Præsten løftede hånden til hilsen. Pigen hilste tilbage. Fiskeren hilste ikke.

"Hun har lige besøgt mig", sagde Fader Demetrius… "for at fortælle mig, hvad der skete den nat."

Nikos stillede vinkanden på bordet. Han tørrede hænderne i sit store, hvide forklæde. "Hvad skete der den nat?"

"… kan jeg ikke fortælle!" sagde præsten, idet han spidsede munden. "Mit embede forbyder mig at fortælle, hvad mine sognebørn fortæller mig."

Nikos skænkede mere vin. Mændene ved bordet løftede deres glas og alle drak. Nikos skænkede igen. En varm sol fik overtaget, og en behagelig stemning bredte sig ved bordet. Præsten smilede til den lille menighed, der var omkring ham. Han havde gennem årene fulgt det princip, at når Nikos’s taverne ikke ville komme i kirken, så måtte kirken komme til Nikos’s taverne.

"Jeg kan i hvert fald sige så meget…" begyndte han. Hans tilhørere rykkede tættere sammen. "Jeg kan sige så meget, at de onde engle var på besøg den nat."

Nikos skænkede mere vin. Fader Demetrius åbnede sin sorte præstekappe. Morgenkulden var ved at forsvinde.

"Det er ikke meget, jeg kan sige, for det forbyder mit embede – men de onde engle var på besøg den nat."

Mændene var indforstået med, at præsten gentog sig selv. Det lå i sagens natur. Det gjorde han også, når han stod på prædikestolen.

"… ikke meget, jeg kan sige, men de var der igen… den nat!"

"De onde engle?"

"Ja, de onde engle! Og en af dem har besøgt hende dér." Præsten pegede i den retning, hvor fiskeren og den unge kvinde var forsvundet. "Det har hun selv fortalt mig. I al fortrolighed."

Tilhørerne nikkede alvorligt. Fader Demetrius kunne ikke bare sådan sidde og fortælle, hvad folk betroede ham i kirken. Det forbød hans embede! Nikos tørrede igen hænderne i det store, hvide forklæde og skænkede mere vin. Alle løftede deres glas og drak.

"De onde engle?" fortsatte Nikos.

"… var der igen den nat", sagde Fader Demetrius med halvt lukkede øjne. "Og én af dem har besøgt hende dér." Præsten pegede mod udkanten af landsbyen. "Fiskerens kvinde", tilføjede han.

"Hvad skete der?"

"Ikke noget!"

"Skete der ikke noget?"

"Nej, han havde kun en besked at aflevere."

"En besked?" Forsamlingen omkring bordet rykkede tættere.

"Ka’ ikke sige mere! Embedet forstår I!" Fader Demetrius satte med et bestemt klik det tomme glas på bordet.

Nikos fyldte glasset op. "En besked?" sagde han.

"Den onde engel sagde, at det ville blive en dreng, og at han ville blive en mægtig mand. Større end Alexander den Store!"

"Større end Alexander den Store?" De græske mænd ved bordet spilede øjnene op. "Jeg har en marmorbuste af Alexander", sagde souvenirhandleren på torvet. "Bliver den dreng større end ham?"

Præsten tømte glasset. "Og det si’r ikke så lidt." Han rejste sig usikkert. "Større end Hitler og Stalin og syv gange værre. Hvis det er ham, som Bibelen taler om, så er Antikrist blevet født…"

Fader Demetrius tog afsked med Nikos. "Jeg må gå nu," sagde han. "Mit embede, forstår I…"

"Vent, Fader Demetrius. Vi vil høre mere."

"I kan få mere at vide i ’Det blodige Notat’, råbte præsten.