DØDSHUGGET
MENNESKEMÆRKET 3. del
© Johny Noer - www.noer.info

Kapitel 84

Bella var en stor hund! Kluntet og klodset. Dens bevægelser langsomme. Som en hvid isbjørn. Der var noget venligt over den. De store, brune øjne indgød tillid. Dens smukke hvide pels gjorde den til et ’kæledyr’. Bella var ufarlig.

Abu Abdullah så ingen fare fra den kant. Da han trådte ind i grotten og fandt den tom, var han lettet. Det job, som han skulle udføre, var så rædselsvækkende, at han havde slået al tankegang fra og nu handlede over rygraden.

Det var derfor et chok for ham, at den kluntede bjørn pludseligt forvandledes til et uhyre. Da han trådte ind i grotten, afsikrede han sin maskinpistol. Han nærmede sig den lyshårede dreng, der sad alene ved det døende bål, da det hvide bæst pludselig fór i struben på ham. ’Bjørnen’ hverken snerrede eller knurrede. Uden varsel sprang den som ét af slettens hurtigste rovdyr ind på livet af ham! Abu Abdullah havde været ude for mange farlige situationer, og han var kendt for at bevare hovedet koldt. Men ved Bellas rasen tabte han besindelsen; han blev lammet! Abu Abdullah var stiv af rædsel.

Bella havde væltet mujahadin-krigeren omkuld og stod nu med sit åbne gab og de skarpe hvide tænder over hans ansigt. De mægtige poter var solidt anbragt på hans brystkasse; han blev holdt nede ved ’isbjørnens’ kolossale vægt. Til sin forbitrelse måtte han se den lyshårede dreng samle sit våben op fra grottens grus – og han lå stadig magtesløs, da de første soldater fra regeringstropperne stormede ind. Da han i håndjern blev ført udenfor, så han, at Abu Ali og hans mænd havde lidt samme skæbne. Spillet var tabt! Århundredets gidselaffære var overstået.

*

Kejser Wilhelms konvoj nåede frem samtidig med regeringens soldater – og pludselig vrimlede bjerge og skov med børn i alle aldre. De kom løbende ud fra buskadser og klippespalter, grotter og hule træstammer. Jeff og Anna filmede ’årets billeder’: Endnu en bevæget genforening af forældrene og deres gidseltagne børn. Dagens helt var hunden Bella. Historien om den hvide ’bjørn’ fór jorden rundt, og beretningen om drengen, der ’fik besked fra Gud’, var forsidestof. John og Virginia Williams fik af de israelske myndigheder tilkendt jord på den anden side af dalen, hvorfra de fra deres telte kunne se den by, der nu var blevet et verdenskendt begreb.

"Hvem er Han, der kommer fra Edom fra Bosra i blodrøde klæder?" Williams citerede villigt fra profeten Esajas’ 63. kapitel. Ivrige reportere samlede sig. Billederne flimrede på kontinenternes Tv-skærme. Han gentog højtlæsningen fra Esajasbogen: "Hvem er Han, der prægtigt klædt kommer fra Bosra og skrider frem i sin vældige kraft?" Han fortsatte: "Kun Messias kan aflevere det svar."

"Messias?" Reporterne var spørgende. "Hvem er Han?"

"… samme spørgsmål stiller profeten: ’Hvem er Han’?"

"Og hvilket svar får profeten?"

Williams læste: "Det er Mig, der taler, i retfærdighed og har magt til at frelse!"

"Og hvem er så han, der taler sådan?"

"… Han, der taler sådan," Williams lukkede Bibelen og så sig roligt omkring, "kan ifølge min overbevisning kun være En!"

"… og det er?"

"Jesus, Messias, fra Nazaret, Guds Søn og jødernes konge."

*

Blandt de mange oprømte pressefolk i Bosras rådhuslokaler sad en mand med et misfornøjet udtryk. Hans kolleger lo og spøgte. En af dem vendte sig til Werner Sommersted Magnusson. "Og dig, Sommersted?" Han puffede til ham. "Utilfreds?"

"Ja, utilfreds!"

"Og hvorfor, om man tør spørge? For en gangs skyld en ’happy end’ – og så er du misfornøjet!"

"… ser de dybere perspektiver!"

"Dybere perspektiver! Har I hørt det, venner? Sommersted ser ’de dybere perspektiver’; så skal du vælge et andet håndværk! Folk i vor branche kører på overfladen!"

"Desværre, ja!"

Journalisterne samlede sig leende om Magnusson. "… hvilke dybere perspektiver?"

"En sejr for de kristne fundamentalister! I slumrer sødt, mine Herrer! En triumf for vor tids farligste menneskefjender!"

"Hvem taler du om?"

"Dem, der kalder den ny globale konstitution en ’djævlelov’. Vent bare til de indleder heksejagten! Den dag vil græde over, at disse folk ikke blev sat bag lås og slå."

*

Da det 2.700årige fæstningsområde til det antikke Bosra langsomt tømtes for de folk, der havde forstyrret den lille bys tornerosesøvn, stod stadig en enlig skikkelse på de gamle ruiner: Bonden Nielsson. Den slidte og lasede grundlovsbog var hævet over hans skaldede hoved. Et sært regnbuefarvet skær lyste over hans skikkelse. Et par sorte fugles stormskrig skar gennem luften.

Når Bonden Nielsson bladede i den tykke konstitution, gjorde han det med nænsom hånd. Ikke kun fordi den slidte grundlovsbog var ved at falde fra hinanden, men fordi han ønskede at give udtryk for, at han omfattede dette hovedværk med respekt.

… og nu stod han atter med en lille flok omkring sig og talte – efter al sandsynlighed – ud af sit store hjerte. "Denne forfatning er kaldt for en ’djævlelov’," begyndte han. "Et grimt ord, og sådanne grimme ord skal man ikke bruge om andre menneskers arbejde!"

Jeff Straw og Anna Davids var på stedet for at følge deres hovedperson i den Tv-serie, som de forberedte om hans ’verdensturné’…

"Det hedder her", bonden Nielsson slog forsigtigt op på forfatningens indledende ord: "Verdensregeringen skal gøres til en stabiliserende faktor og et holdepunkt i en ny verdensorden!"

"Har man hørt magen," han talte med et forklaret udtryk i ansigtet. "En ny verdensorden?" Disse ord ånder en ny tid med ’change’, som man si’r i Amerika. Det betyder fremgang!"

Bonden Nielsson trak vejret dybt og så venligt på de få tilhørere. Vinden peb mellem de gamle sten; det lød som et suk fra henfarne slægter.

"En ny verdensorden", han hævede myndigt stemmen, "det ka’ man ikke kalde ’Djævelens værk’, og denne ny forfatning", han hævede atter sin bog over hovedet, "ka’ man heller ikke kalde en ’djævlelov’. Det er slemt at sige noget sådant. Meget slemt!"

"Som gode verdensborgere må vi sige ja til en ny global magtfaktor, der vil skabe en ’change’. Vi må sige ja til et nyt verdensimperium, der ledes af mænd, der lover en ’change’.

Bonden Nielsson, der havde svært ved at udtale det engelske ord, pegede på de sodede ruiner. "Riger kommer", råbte han bevæget, "og riger går! Mere end nogensinde er der brug for, hvad denne forfatning kalder for ’en stabiliserende faktor’. Her på de ældgamle sten af Bosra skuer vi fremad… fremad mod de næste tusinde år… og for dem, der søger (hvad vor grundlov kalder): ’et holdepunkt’ kan vi henvise til denne konstitution, der skal bane vej for den ’change’, der lige er kommet til verden, og som…" han løftede sit blik mod himlen… sikkert vil bringe noget godt."

"Djævlelov!" Råbet kom et eller andet sted fra forsamlingen.

Bonden Nielsson rystede bedrøvet på hovedet. "Fy!" udbrød han. "… ikke dette grimme ord! Vor ny globale forfatning er ikke en ’djævlelov’!" Med sine store, sorte sko trådte han forsigtigt over de pulvergrå ruiner. Der var noget afmagtstungt over hans mørke, tilknappede skikkelse. Indigneret vendte han sig mod den lille tilhørerskare: "… ikke en djævlelov; nej, ikke en djævlelov. Et sådant grimt ord sku’ forbydes!"

*

Ibrahim Saad Nasser afleverede sammen med Hillel Goldstein de tre metalkufferter. Det blev på stedet foreslået, at de to mænd skulle arbejde for, at det anseelige pengebeløb fremover kunne anvendes til at hjælpe børn og unge fra vanskelige forhold og forskellig etnisk baggrund til at finde sammen i venskab og fred. En slags ’Desert Peace’-projekt, sagde egypteren. Han vendte sig til den jødiske dommer: "Jeg har lyst til at arbejde sammen med dig."

"Hvorfor?" Goldstein smilede, "fordi jeg er blevet seende?"

"Ja", svarede Ibrahim alvorligt, "fordi du er blevet seende!"

*

Maurice Cabet og Mary Schwartz indbød Kejser Wilhelms konvoj til bryllup. "Som det nu er skik og brug", lo de, "… et ørkenbryllup i John Williams telte."

"… og som det nu er skik og brug: Et doppelt-bryllup", afbrød Jeff Straw og Anna Davids.

*

På det nærliggende højdedrag, hvorfra der var udsigt til Williams teltlejr gennem en lavning i bjergkammen sås unge par spadsere hånd i hånd. Det var Jan og Antoinette Apostolou og Jack og Ursula Robinson sammen med Bernhard og Bernadette. De talte fremtidsplaner! "En stille og rolig tid med familieliv!" De unge kvinder insisterede. Jack og Jan nikkede. "Ja," sagde de, "en stille og rolig tid med familieliv…"

Samtidig spadserede to ældre mænd gennem den opkørte hovedgade i Bosra. Den ene i en lang, sort præstekjortel og den anden i et støvet, krøllet jakkesæt. Kardinalen og professoren: Jürg Ratgeber og Fruchtenbaum.

"Jeg har i min studietid lært, at Messias kommer igen på Oliebjerget øst for Jerusalem." Kardinalen så spørgende på professoren.

"Korrekt", svarede Fruchtenbaum. "Men jøderne si’r, at når det sker, er der krig."

"Den sidste krig?" Kardinalen stod stille foran professoren.

"Sikkert!" svarede Fruchtenbaum. "Hvis du læser krigsreporteren Esajas’ beskrivelse i hans 34. kapitel, vil du forstå, at Messias efter at afgørende slag kommer her fra Bosra!"

"… altså helt konkret fra det sted, hvor vi nu står!"

"Ja, helt konkret fra dette sted!"

De fortsatte vandringen. "Det bli’r næppe en stille og rolig tid med familieliv," sagde kardinalen.

*

I bunden af kløften stod en lille flok mennesker i stille andagt ved en nygravet grav: Jeffrey og Jennifer Jones, Adolf Engels, Johnson og Johnson. De fleste af dem fremmede overfor den unge mand, som her blev stedt til hvile: Dirk van Hornthorst.

Pastor Jones talte om ’Guds arm, der ikke er for kort til at frelse’. "Det menneske findes ikke, og den situation opstår aldrig, at en sjæl kommer udenfor Guds nådige rækkevidde", sagde han.

Efter en kort bøn, spredtes flokken, og bilerne kørte i forskellige retninger. Bag et træ stod en mørk skikkelse. Med ryggen til graven lyttede han med bøjet hoved’ til præstens prædiken.

En sær stilhed rugede over den tomme åbning i kløften. Den mørke skikkelse trådte frem af sit skjul. Hans kappe fejede over sandet, som han langsomt passerede forbi den nykastede grav.

"Intet kors og intet navn", mumlede han. "Udmærket! Sådan skal det være! Det glæder mig." Han vandrede langsomt ned gennem kløften. Der var noget fyrsteligt over hans fremtoning. Han gik, som om han ejede det hele. Så stod han stille. Fuglenes sang forstummede. Han stirrede op mod Bosra. "Jeg kommer snart igen… med alle verdens hære… og ham, som jeg skjuler i Egypten!"

*

Kejser Wilhelm kaldte konvojen sammen. Nu gik turen hjemad, og børn og voksne kravlede leende og lykkelige ind i de åbne jeeps. Da kejseren ville hjælpe Sara ind i førerhuset, stod hun et øjeblik stille, og holdt sig på maven.

"Hvordan går det, Sara?" Kejser Wilhelm var bekymret.

"Fint." Sara svarede med et svagt smil. "Det går hurtigt over… sådan må det være… de sidste måneder…"

*

Konvojen satte sig i bevægelse. Ved kløftens udgang passerede den en hvidklædt mand, der red på et muldyr. Støvet stod op fra vejen, da bilerne passerede, og manden på muldyret holdt ind til siden. Børnene vinkede og sang. Den fremmede løftede et solbrændt ansigt og betragtede smilende de forbipasserende køretøjer. Han vinkede tilbage. Da konvojen forsvandt ved den næste drejning, vinkede han stadigt. Så gav han muldyret et lempeligt stød med hælen. Han vendte sig og betragtede et øjeblik bjergkammen over Bosra. "Edom betyder rød!" hviskede han.

Ved kløftens udgang steg han af muldyret. Han satte sig og tegnede med sin stav en figur i sandet. Tegningen viste et lille skib på vej over havet. Muldyret skubbede til ham med mulen. Han rejste sig og sukkede: ’Egypten’. Så greb han muldyrets tøjler og fortsatte langs bjerget. Bag ham strøg en vind gennem kløften, og sandet med tegningen blev visket ud. Den hvidklædte vandrer vendte sig: "Om tolv år…" Så stirrede han igen op mod bjerget: "Edom betyder rød." Denne gang talte han højt, for det var kun bjerget, der lyttede…

 

EPILOG 3

Skæret fra en rund måneperle faldt på fiskekutteren, der nærmede sig Egyptens nordkyst med retning mod Nildeltaets vestlige arm; da skibet sejlede ind mod fyrtårnet på øen Faros, rettedes tårnets blændende lyskegle mod den lille kutter. Det var, som om det genopførte tårn fra Alexander den Stores tid vågnede af søvne: En længe ventet fragt var undervejs! Det gamle fyrtårn (der regnes for et af verdens syv underværker) kunne ikke længere nøjes med at stirre ud over havet; det måtte rette sit blik mod kutteren med manden, kvinden og barnet.

Det skarpe lys fulgte skibet til havneudløbet, hvor kutteren lagde til ved den yderste mole på Faro-øen ikke langt fra Isistemplet.

Fiskeren blev overrasket over, at der stod folk på den øde fyrtårnsmole, for at tage imod skibets fortøjning og over at se den flok tempelpræster, som i procession kom vandrende ud af bronzeporten i den store fæstningsmur.

Kvinden rejste sig undrende. Lyden fra tempelpræsternes sang steg i styrke. Sangen havde den samme dybe messende klang i mol, som lød over Thessaloniki-bugten den nat, da det forfærdelige skete.

Fyrtårnets lyskegle brændte som en stjerne. Som draget af himmelskæret gik manden og kvinden med barnet fra borde og stod nu på den brolagte kaj.

Fra processionen af gejstlige trådte en hvidhåret gamling frem. Han var iført en mørk munkekutte og bar i en kæde om halsen et billede af Den Sorte Madonna. Tre kutte-kæmper stod bag ham. Alle bøjede sig i ærefrygt for barnet, som kvinden bar på armen. Fiskeren iagttog den ældede abbed. Han stirrede på de tre mænd bag ham. Genkendte han visse træk? Hans øjne hang ved den midterste, og blikket gled ransagende ned over den sorte kutte. Det standsede ved den åbning, hvor kutten var sammenholdt af et reb. Et våben glimtede bag det simple klæde…: en gylden daggert!

Kvinden fulgte mandens blik og greb ham i armen. Barnet klynkede. Da den hvidhårede gamling rakte hænderne ud for at tage den lille i sine arme, trak hun sig modvilligt tilbage. De tre sort-kutter slog ring omkring dem. Deres gyldne madonna-medaljoner glimtede i månelyset. I samme øjeblik jog mørke skygger over den brolagte molekaj. Som sorte, gustengule og røde heste, og de, der red på dem, bar huggerter, bismervægte og den sidste dødens blinkende le.

Oldingen greb barnet og holdt det fast i sine knoklede hænder. Kvinden skreg, da den lille blev revet ud af hendes favn. Så løftede den gamle blikket mod himlen og udbrød: "Nu lader du din tjener fare bort med fred, for du har ladet mine øjne se denne verdens sidste håb. Den eneste, som endnu kan bringe…’change’!" Da han udtalte dette engelske ord: ’change’, løftede sangen sig fra tempelpræsternes kor. Fra molen klang den ud over havet som mange menneskers trøstesløse jamren.

Den hvidhårede abbed lagde barnet tilbage i kvindens arme: "Med dette barn skal Israel en dag slutte pagt. Stor skal han blive som Alexander, den græske buk, der tramper på Persiens væder…"

Ved ordene: ’Trampe på Persiens væder’ trak sortkutterne sig forfærdet tilbage. "Persiens væder", mumlede de indbyrdes. "Persiens fyrste!"

Anføreren trådte hen til abbeden: "Lad mig holde barnet!" Hans ord var bydende.

Oldingen greb fat i hans kutte og flængede den. Den gyldne daggert lynede fra hans hofte. "Jeg vidste ikke, at sortbrødre bærer våben", sagde abbeden roligt. Derefter rakte han barnet til kvinden. "Verdens sidste, store magthaver." Hans stemme var fyldt af ærefrygt. "Han skal knuse dem, der kalder hans lov for ’Djævleloven’."

I samme øjeblik han sagde dette ord ’Djævleloven’ gik lyset i Fyrtårnet ud. Et knugende mørke faldt over molen. Derefter oplyste kun månens skær det sorte hav, da kutteren atter stævnede ud af den ydre havn. Et lyn fór over himlen. Grå tåger skjulte horisonten. Den rytmiske dunken fra fiskekutterens motor blev svagere, som skibet stævnede sydvest langs Egyptens kyst… til et ukendt sted, hvor tolv år senere en usædvanlig hændelse fandt sted…
 

Trilogiens handling fortsættes indtil videre på www.noer.info under titlen "DJÆVLELOVEN" - tryk HER