DET BLODIGE NOTAT
MENNESKEMÆRKET 2. del
© Johny Noer - www.noer.info

Kapitel 57

Der var afskedsmiddag på slottet…

Lysene strålede ud af alle vinduer, og de høje fløjdøre til paladsets hall var slået op. Et italiensk band underholdt gæsterne, og det vældede med musik, klirren af porcelæn, latter og stemmer ud i slotshaven; der var en sådan eventyrstemning over Palazzo Ducale i Urbino, at det var som selveste grev Federico da Montefeltro i egen høje person var på trapperne.

Ibrahim Nasser og John Williams spadserede frem og tilbage på verandaen. Lidt overraskende at se disse to i fortrolig samtale – men det var som om, at afskedens time kastede et forsonende skær over den nu afsluttede retsforhandling. Egypteren havde accepteret, at John Williams og hans hustru var på vej til Jerusalem. Danskeren søgte på denne sidste aften at finde ud af hemmeligheden bag den egyptiske sociologiprofessor, der med en så stærk, besynderlig - ja, fremmed energi havde søgt at få tag i ham og hans kone. Den venskabelige atmosfære, som rådede over hele det brogede selskab, var også mærkbar på slotsverandaen; fjender og venner talte med hinanden.

"Kun det historiske tilbageblik kan afspejle, hvad der vil ske i fremtiden." Ibrahim Saad udtrykte sig langsomt på sit skolede engelsk. "Det må forbløffe enhver, som betragter Islams oprindelse, at iagttage, hvorledes et eneste menneske, profeten Muhammed, var i stand til at grundlægge en hel ny civilisation… for derefter for altid at sætte sit mærke på den!"

"Korrekt!" sagde John Williams. "Forbløffende."

"… og dette må nu gentage sig." Den egyptiske professor talte hurtigere. Ivrigt. "Den vestlige civilisation er i sin oprindelse forvirret; dens afslutning vil være lige så forvirret. Alt styrer nu mod kaos! For mig at se, er der nu kun én model at følge: ’Profetens ordning’, som erklærer den kommende hersker for at være en ’kalif’ … det vil sige en religiøs og politisk fører. Han kommer, og hans hovedstad bli’r Babylon!"

"… lyder ildevarslende." John Williams rystede på hoved. "I ’min bog’ står der skrevet, at ’Babylon skal blive en bolig for dæmoner’. De troende opmuntres til ’at drage ud fra hende, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager’. ’Dommen skal komme over hende på en eneste time!’ hedder det."

Egypteren vendte sig med et sæt mod Williams. "Sludder", udbrød han. "Da den islamiske åbenbaring i året 610 efter Kristus"… professoren rømmede sig og ændrede udtrykket til: ’I vor æra’… "Da var Den arabiske Halvø formørket af stammestridigheder, og de talrige derboende beduinfamilier tilbad guder, der var formet af sten og dadler. Profeten satte en stopper for alt dette! Islam betyder ’hengivelse’ og lærer, at ’Allah er én’! En sådan samlende kraft vil nu sprede sig over hele kloden, og Babylon bli’r hele verdens hovedstad!"

"… ikke noget godt budskab!" John Williams fortsatte ufortrødent, hvor han slap. "’Min bog’ siger, at ’alle folkeslag skal blive forført af Babylons trolddom. ’I den by’, erklærer apostelen, ’flyder blodet af profeter og hellige og alle, som myrdes på jorden’. Jeg takker Gud for, at du ikke fik os slæbt dertil."

Ibrahim Nasser smilede og begge mænd gik ind til det veldækkede bord.

*

Slottets gamle sølvkandelabre var fundet frem, og kærternes flammer stod stille i den lune, sommeraften. Udenfor strålede stjernelysene fra himlens høje vinduer, og indenfor dannede de levende lys stjernebilleder i øjnene på bordets gæster. Jytte Larsen rejste sig for at byde det usædvanlige selskab velkommen. Hun lignede ikke en politidirektør fra København. Den lange, kulsorte kjole (der så ud til at have kostet en formue i ’Roms modeshoper’ men som – sandt at sige - dagen forinden var erhvervet for småpenge på byens basar) gjorde hende til aftenens værtinde; hendes blændende smil og det gnistrende halssmykke stod flot til den sorte silke. Der var lutter latter og smil omkring hende, da hun spøgende indledte med, at ’hilse fra slottets gamle mafiagreve og sige, at ’han befandt sig godt i dette selskab’…"

Det forekom derfor upassende, da Den sorte Kardinal efter den muntre velkomsttale rejste sig for at tage ordet. Der var ligesom ikke plads til flere ’bekendelser’ – og tjenerne stod i baggrunden parate til at servere de varme retter. Ja, det var, som om kærteflammerne gik ned på vågeblus, da kardinalen med en lille sølvske slog på et krystalglas, foldede bordservietten sammen og stillede sig ved sin stol, som stod han ved domkirkens alter.

Af de forløbne dages retsforhandlinger var det tydeligt fremgået, at kardinalen stod bag det falske ’blodige notat’. Det var ham, der havde forfattet ordene: "Vær på vagt for ørkenfolket. Forfølg dem, udslet dem!" Dommer Goldstein fra Jerusalem havde med mange beviser gjort det klart, at det var kardinalens blod, der var at spore på den forfalskede papirlap – og kardinalen havde selv indrømmet sin forbrydelse. Ja, hans timelange bønner i slottets kapel gav indtryk af, at han ikke blot indrømmede men også angrede sin onde gerning… så hvad var mere at sige? Hvorfor skulle kardinalen nu til at kaste skygger over denne festlige afskedsaften? Kunne han ikke bare sætte sig og holde mund?

Men nej! På trods af den uvenlige stemning omkring bordet og den tydelige modvilje, som var at se på alle ansigter, blev kardinalen stående som på en prædikestol. Tjenerne trippede i baggrunden med de dampende fade, og tidspunktet kunne ikke være mere ubelejligt! Kardinalen pudsede næse og rømmede sig og havde svært ved at komme i gang. Men i samme øjeblik han begyndte at tale, løftede den særligt indbudte gæst, Werner Sommersted Magnusson, hovedet. Han tog en tyk blyant med fed skrift frem af inderlommen og gjorde notater i en lille papirblok. Han syntes at have fået den historie, som de københavnske dagblade ventede på…

De øvrige gæster lyttede – allerede efter kardinalens første ord – opmærksomt! De tilberedte fade blev i hast bragt tilbage til køkkenet. Den uvenlige stemning forsvandt. Jytte Larsen fulgte med den største medleven, hvad kardinalen havde at sige. John Williams bøjede bevæget hovedet. Anne Davids kunne ikke holde tårerne tilbage. Dommer Goldsteins blinde øjne lyste med et afklaret skær. Professor Fruchtenbaum smilede og nikkede bekræftende. Ibrahim Nasser var ved at tabe både næse og mund…

"Der skete noget, da jeg bøjede mig over den døende præsident i kæmpehjulets gondol over Genève", begyndte kardinalen. "Noget jeg aldrig har fortalt – men som jeg på denne aften vil berette…"

(Det var ved disse indledende ord, at Sommerfeld Magnusson begyndte sine notater. Kardinal-ordene: "… som jeg aldrig har fortalt" fik ham til at ane, at han her ville få noget at høre, der var dagens historie).

"I ved alle, hvad der den sommeraften skete i Genève. Præsidenten og jeg spadserede sammen langs søen, og da vi kom til kæmpehjulet, der drejede over et lille rejsende Tivoli, indbød jeg præsidenten til en tur i det store hjul. Herfra kunne vi øverst oppe se ud over hele byen. Præsidenten var overrasket over mit indfald men sagde ja, og snart efter svingede vi i en gondol mellem himmel og jord.

Da lød pludselig fra det område ved søen, hvor Napoleons Josephine havde sin villa, to skud. Jeg blev lettere såret ved det første skud, men Mr. Clark blev dødeligt såret ved det andet."

Kardinalen holdt et øjeblik inde. Det var, som tog han tilløb til det, han nu ville fortælle. Hvad han indtil nu havde sagt, var en kendt historie. Hvad nyt var der at fortælle?

"Da jeg bøjede mig over præsidenten, der blødte fra et skudsår i hjerteregionen, henvendte han sig til mig med nogle sætninger, som jeg aldrig har nævnt til noget menneske."

Stilheden omkring bordet var anspændt. En let brise strøg ind gennem de åbne verandadøre. Sølvkandelabernes kærter blafrede. "Præsidentens første ord var til mig personligt", fortsatte kardinalen. "Han sagde … (og det var kun med stort besvær, at den døende Mr. Clark kunne tale) at han vidste…" (her afbrød kardinalen sig selv og kæmpede et øjeblik med at få sagt det, som præsidenten var vidende om) –

"… at han vidste, at det var mig, der stod bag det dræbende skud!"

En urolig mumlen lød omkring bordet. Sommersted Magnusson skrev. Jytte Larsen bøjede sig fremover og udbrød: "Vil du gentage de ord?"

Kardinalen gentog: "Den døende præsident udtalte – med stort besvær – i den svingende gondol over Genève, at han vidste, at det var mig, der stod bag det dræbende skud!"

"Og hans viden var rigtig?"

"Ja, det var mig, der lejede en morder til at dræbe præsident Pierre Henri Clark!"

Jytte Larsen vendte sig og gav besked til en af sine folk, at han skulle hente flere betjente; det var åbenbart hendes agt på stedet at arrestere Den sorte Kardinal. Indtil nu havde hun betragtet manden i den sorte præstekjole som ’en sag, der senere måtte ordnes – men hvad her blev sagt, gav et andet billede af den katolske prælat.

"Lad mig tale færdigt", bad kardinalen. Magnusson gjorde tegn til Jytte Larsen, at hun absolut burde tillade dette…

"Præsidenten sagde flere ting, som jeg aldrig har nævnt for nogen", fortsatte Jürg Ratgeber. "Lad mig tale færdigt!"

Jytte Larsen gav tegn til et par danske betjente, der trådte ind ad døren, at de skulle forholde sig rolige.

"Den døende mand sagde til mig", fortsatte kardinalen, "at han havde oplevet Guds nærvær, da han med faldskærm blev kastet ned i den saudiarabiske ørken. Han sagde, medens blodet for hvert pulsslag strømmede fra hans sår, at han havde fået fred med Gud. ’Jeg ved, min genløser lever!’ hviskede han."

Kardinalen holdt atter inde. Hans blik gled over de tilstedeværende. "Den største viden et menneske kan opnå", kommenterede han stilfærdigt. Han ville fortsætte, men inden han kom videre, fór et pludseligt vindstød gennem slotshallen. Lysene i de blafrende kærter blev blæst ud. Tjenerne lukkede hurtigt de åbne verandadøre. Ansigterne omkring bordet var nu kun svagt oplyste. En besynderlig dunkelhed sænkede sig over lokalet. "Præsidenten talte om fremtiden!" Kardinalens stemme var nu dæmpet. ’Der vil komme storme på jorden’, sagde han. ’Krige og jordskælv, vandfloder og hunger… og en ond mand vil fremstå!"

Da kardinalen sagde dette, ruskede blæsten i de høje verandadøre. Den lune sommeraften var som blæst bort. Regnbyger slog mod slottets vinduer. Jürg Ratgeber fortsatte: "Præsidenten fortalte, at han advarede mod to ting under det store topmøde i Babylon! Det blev hans sidste ord! (Jeg måtte bøje mig til hans læber for at høre, hvad han sagde).

"Jeg advarede mod en militær aggression mod Israel", hviskede den døende. Det var nu næppe hørligt, ’og jeg advarede mod den paragraf i vor konstitution, der fremmer homoseksualitet; den vil føre til ødelæggelse," sagde han.

Magnusson rystede energisk på hovedet. Et spotsk smil spillede på hans læber.

"Derefter sagde præsidenten ikke mere", sluttede kardinalen. "Han gjorde tegn til mig, at han ville skrive. Jeg gav ham en lap papir og en pen. Med blodig hånd skrev han: ’Giv agt på ørkenfolket. Støt dem! Hjælp dem!"

De sidste kandelaberkærter brændte ud. Lyset i hallen blev tændt. To betjente trådte hen til kardinalen og bad ham følge med. Alle omkring bordet sad med sammenknebne øjne i det skarpe lys. Det lille italienske band spillede dæmpet i baggrunden. Tjenerne bar de varme retter ind. Den sorte Kardinal gik med sine vagter ud ad døren. Udenfor i regnnatten var det, som et kæmpesvinghjul af stjerner bevægede sig over himlen. Øverst oppe gyngede en gondol i den begyndende storm. Blæsten tog den, og den fór over nattehimlen som et stjerneskud.

*

Anna Davids rejste sig. Hun gjorde tegn til Jeff, at han ikke skulle følge efter. Udenfor døren hørtes klapren af lange hæle på marmorgulvet. Alle i rummet forstod, at hun løb efter den arresterede kardinal. Jürg Ratgeber blev låst inde i den samme celle, hvorfra Maurice Cabet den foregående dag var flygtet. Begge betjente blev på stedet.

Anna Davids gik frem til tremmerne. "Det gør mig ondt!" hviskede hun.

Kardinalen betragtede hende mildt. Et nyt lys var over hans ansigt. "Jeg får kun, hvad jeg har fortjent", svarede han. "Jeg kan nu sige det samme, som den mand, som jeg så glide ind i evigheden den dag i Genève."

"Og det er?" Anna Davids rakte en hånd gennem gitteret og berørte den ældre mands arm.

"Jeg har fred med Gud!" hviskede kardinalen.

"… og med hensyn til ørkenfolket", fortsatte han, "så vil et hvilket som helst våben, der smedes imod dem, bliver sønderbrudt og slynget i afgrunden! Se blot på mig! Se på Adolf Engels! Se på Ibrahim Nasser! Se på John Edwards og biskop Valentin! Se på hele det system, der nu rejser sig for at komme denne lille flok af troende til livs. Læg fremover mærke til ham, som Clark talte om: Den onde hersker. Tro ikke, at han er langt borte. Han er allerede i denne verden – et sted ved Thessaloniki-bugtens brusen - , og han kommer snart! Det vil gå ham og alle hans håndlangere på samme måde. Deres skæbne er beseglet!"

Anna Davids løftede sin hvide, spinkle hånd og lagde den forsigtigt på hans læber. "Du behøver ikke at sige mere", smilede hun. "Også jeg tror, at retfærdigheden vil sejre!"

Da Anna Davids vendte tilbage til slottets hall, var den dunkle stemning forsvundet. Samtalen gik livligt omkring bordet. Den usædvanlige hændelse med kardinalen og hans pludselige arrestation stod som et nødvendigt punktum for ugens retsforhandlinger. Hvis retfærdighed skulle ske fyldest, var den dramatiske afslutning på de afgørelser, der var truffet på det grevelige slot, uundgåelig.

Kun den blinde dommer syntes at bemærke, at den blonde BBC-chef var vendt tilbage. Som havde han med egne øjne set, at hun satte sig ved siden af Jeff Straw, rejste han sig og gik ubesværet hen til hendes plads. "Fik du sagt farvel til kardinalen," spurgte han stilfærdigt.

"Ja!" Anna svarede overrasket; hun havde ikke forventet nogen henvendelse fra dommer Goldstein.

"Du har tidligere haft vigtige forbindelser med ham?"

Anna svarede ikke. Dommerens blik ransagede hende. "Ja", svarede hun.

"Mørke forbindelser?"

"Ja!"

"Hold kontakt med mig, Miss Davids. Måske kan jeg hjælpe dig – og ham!"

"Tak!" udbrød Jeff og greb dommerens hånd.

"I orden, Jeff!" sagde Goldstein. "Jeg må tilbage til professor Fruchtenbaum. "Vi har en vigtig samtale."

"Jeg synes altid, at I to har vigtige samtaler." Anna Davids lo, medens også hun greb den blinde mands hånd. "Hvad taler I om?"

"Den eneste, der er værd at tale om!"

"’Den eneste’… hvad er det?"

"Messias!"

"Messias?" Jeff og Anna spurgte i munden på hinanden. "Kan I blive enige?"

"Næppe." Dommeren vendte sig til Ibrahim Saad Nasser; "jeg har tænkt at indbyde vor egyptiske professor til at deltage i samtalen."

"Gerne." Ibrahim Nasser lyste op. "Jeg er på jagt efter ’den sande Imam’!"

"Godt! Slut dig til os! I skal svare mig på et par spørgsmål! Sager, som kun professorer kan finde ud af."

Et øjeblik efter sad de tre mænd i dybsindig samtale. Tjenere, der ville servere drinks, blev vinket bort. Gæster, som ville blande sig, blev overhørt. Musikken spillede – hvad angik de tre mænd i sofahjørnet – for døve øren. Når stormen ruskede i skodderne, talte de højere. Når den stilnede, talte de lavere.

"Hvad har de så travlt med?" spurgte aftenens værtinde, Jytte Larsen.

"Svært at sige", svarede Adolf Engels. "Da jeg for et øjeblik siden gik forbi, talte de om et eller andet fjendskab mellem kvinden og slangen!"

"Mellem ’kvinden og slangen’?" Politidirektøren i den blanke, sorte kjole smilede overbærende. "Hvad sagde de om ’kvinden og slangen’?"

"De sagde", Adolf Engels talte undskyldende, "at hendes afkom skal knuse slangens hoved, men at slangen skal bide hendes afkom i hælen!"

"Tilbyd dem en drink!"

"Nytter ikke noget!"

"Kan de blive enige?"

"Ikke i aften." Engels smilede. Så blev han pludselig alvorlig. "Men jeg gad nok vide, hvad det skal betyde?" Med ét lød hans stemme foruroliget: "Det med ’det knuste slangehoved’ og ’hugget i hælen’?"

Han åbnede forsigtigt verandadøren. Stormen var ophørt. En stille regn silede ned. Security-chefen gik ud i den friske luft. Langsomt spadserede han ned ad slotsstien. Han passerede regnmåleren, hvis flade marmorkumme løb over med vand. Fra en nærliggende bænk rejste sig en mørk skikkelse. En sort flagermuskappe nærmede sig bagfra.

"… hørte dit spørgsmål!" Den fremmede talte dæmpet.

Engels ville vende sig men kunne ikke. "Hvilket spørgsmål?"

"… om ’kvindens afkom, der skal knuse slangens hoved’!"

"Jaså, kan du svare på det?"

"Ja, men ikke i aften. Senere!"

"Hvorfor senere?" Engels ville atter vende sig…

"Fordi vi først skal have lov til at hugge vore fjender i hælen!"

"Vore fjender?"

"Ja, vore fjender!" Engels mærkede en iskold hånd på sin skulder. "Kvindens afkom! Børnene! Sammen skal vi tilføje dette afskyelige afkom et dødbringende hug!"

"Hvornår?" Adolf Engels syntes at forstå. Hans stemme lød interesseret.

"Snart. Men først skal vi have den spæde spire plantet et andet sted. Et skyggefuldt sted ved Nilens delta, hvor den kan være beskyttet mod solens hede. Det koster tredive dukater."

"Nilens delta? Egypten? Tredive dukater? Jeg forstår ikke?" Engels var forvirret.

"Der er meget, du endnu ikke forstår – men du vil fatte det siden hen. Om kort tid vil vi mødes i Jerusalem! Dér vil jeg give dig yderligere besked: Et dødbringende hug! Er du parat?" Den fremmede fjernede hånden fra Engels skulder og vaskede den hastigt i vandkummens vand. Derefter spadserede han ned ad den mørke sti. De sorte popler suste…

Security-chefen stod eftertænksom og lyttede til blæsten i de høje træer. "Et dødbringende hug!" mumlede han. Så vendte han sig for at gå tilbage til slottet. Da han passerede vandkummen glimtede overfladen af et sært lys. Han nærmede sig og berørte forsigtigt den fyldte kumme. Så veg han forfærdet tilbage. Vandet var blevet til is...

 

EPILOG 2

I den fattige hytte ved Thessaloniki-bugten åbnede fiskeren den sammensnørede læderpung og hældte indholdet ud på bordet. Han samlede guldstykkerne i en bunke og begyndte at tælle. "Mærkeligt!" mumlede han, "der er stadig tredive mønter i pungen!"

Han satte sig og lyttede til kvinden, som lagde barnet til at sove. "Underligt, som det er gået til", sagde han højt."

Kvinden vendte sig smilende. "Hvad siger du?" spurgte hun.

"Underligt som det er gået til!" Han svarede som talte han til sig selv.

"Hvor har du alt det guld fra?" havde kutterens ejer spurgt. Da fiskeren forklarede, at en sortbrødre-munk havde skænket ham den fyldte pung, blev manden mistroisk og ville ikke sælge. "Du lyver", råbte han. "Stjålet guld! Du er en tyv! Jeg sælger ikke min båd til en tyv!"

Fiskeren havde fortvivlet forsøgt at forklare sig men havde svært ved at gøre rede for det, der var sket. Derved blev sælgeren endnu mere opbragt. "Røvet guld!" råbte han og stak mønterne i en skuffe. Hans naboer kom til og de slæbte fiskeren til politiet, som spærrede ham inde.

"Der kan du blive siddende, til vi finder ud af, hvem dit guld tilhører", erklærede Sheriffen. "Vi skriver i rapporten, at du er en tyv og har været i besiddelse af atten guldmønter. Er du klar over, at du kan købe en bondegård for det guld?"

"Hvad med de tolv mønter, jeg betalte for skibet?" Fiskeren spurgte sørgmodigt.

"Kender vi ikke noget til. Har du betalt tolv guldmønter for et skib? Kvittering? Nå ikke? Så er du sikkert en endnu større tyv! Det vil nemlig sige, at du har været i besiddelse af tredive guldstykker?"

Fiskeren nikkede tavst. Han tænkte på kvinden og barnet.

"Jaså, ikke atten men tredive guldstykker skal du gøre regnskab for! Hva’ sku’ du bruge skibet til?"

"Fiske! Sejle bort med kvinden og barnet!"

"Jaså! Sejle bort’. Flygte med de tredve guldstykker!"

"Atten!"

"Sludder! Tredive! Skibets ejer siger, at han ikke har modtaget betaling."

"Han lyver!"

Sheriffen rejste sig. Hans sorte EU-uniform gjorde indtryk. "Pas på, hvad du siger", sagde han advarende. "Ejeren af kutteren er en agtet borger; han lyver ikke!"

Fiskeren tav.

"Giv mig de tiloversblevne atten guldstykker, så at jeg kan bevare dem til den retmæssige ejer melder sig! Altså ham, ’du har fået pengene af’. Han skal nok dukke op!"

"Det sku’ du ikke ønske dig!"

"At han dukker op? Ham, der gav dig de tredive..?"

"Netop. Det sku’ du ikke ønske dig!" Fiskeren nikkede sammenbidt. "Det vil jeg ikke ønske for min værste fjende…"

Stationslederen stillede sig foran tremmeburet. Du taler i gåder", truede han. Den slags folk kender jeg. De har ikke rent mel i posen. Giv mig de atten!"

"Får jeg kvittering?"

"Kvittering?" Sheriffen lo. "Ska’ han nu ha’ kvittering for tyvekoster." EU-uniformen løftede armene i vejret. "Verden er af lave; nu forlanger røverne kvittering for stjålet gods…"

"Du sagde selv, at jeg skulle vise kvittering for de 12 guldstykker. Dem, jeg betalte for skibet!"

"En anden sag!" Stationslederen hævede røsten, som han plejede, når han blev usikker. "En ganske anden sag! I det tilfælde drejede det sig om forretning." Hans ansigt lyste op. "Men her drejer det sig om beslaglæggelse. De atten bli’r konfiskeret. Giv mig pungen!"

Fiskeren rakte læderpungen ud gennem gitteret. "Udmærket!" råbte stationslederen, idet han gemte den sammensnørede læderpose i en aflåset skuffe. "Jeg tilkalder to vagter, der skal passe på dig i nat. I morgen bli’r du stillet for retten!"

"Og kvinden og barnet?"

"Bare rolig! Så længe du villigt bekender, vil det gå dem godt!"

"… og skibet?"

"Ligger stadig for anker i bugten; det bli’r i morgen bragt tilbage til den mand, der anmeldte dig… for indtil videre at holde ham skadesløs!" Sheriffen gik hen mod døren. "Et retssamfund, du lever i, min ven!" erklærede han. "En ny verden, hvor borgerne bli’r beskyttet mod tyve og røvere og terrorister; han løftede røsten og fortsatte begejstret: Et samfund, hvor guldet er rent og befriet for djævlemønter… hvidvaskede ’sorte penge’, sat i omløb af Den onde selv. Inden 24 timer – sådan som grundloven sikrer din ret – bli’r du stillet for en dommer, som dømmer retfærdigt!"

Sheriffen i den sorte skjorte med det røde armbind forsvandt. Samtidig trådte tre væbnede vagter ind. Uden at værdige fangen et blik satte de sig ved siden af stationens blå banner med de atten stjerner og begyndte at spille kort. På deres sprog anedes, at de ikke var fra egnen. Ansigterne var mere brune i løden. Samme sorte skjorter som deres chef – men uden armbind. Alle med pistoler i blanke læderhylstre. Den ene af dem havde i bæltet en kniv – en gylden daggert…

*

Fiskeren trak sig tilbage i cellen. Tavst fulgte han de tre vagters bevægelser. Efter et par timer begyndte han at nikke med hovedet. Af og til gled han modvilligt ind i søvnen for få sekunder senere at fare op med et sæt. De tre mænd vekslede blikke men fortsatte kortspillet. Til sidst udbrød anføreren med høj stemme: "Du falder snart i søvn!"

Fiskeren fór op, idet han med armene værgede for sig. "Nej", mumlede han, "jeg falder ikke i søvn; jeg holder øje med jer!"

"Holder øje med os? Du ta’r fejl; vi holder øje med dig!"

Der var stille i rummet i nogen tid. Kortspillet fortsatte. Fiskeren begyndte atter at nikke med hovedet. "Du nikker med hovedet", råbte anføreren. "Farligt! Snart falder du i søvn!"

Fiskeren værgede atter for sig og svarede søvndrukken: "Jeg nikker ikke med hovedet. Falder ikke i søvn; holder øje med jer!"

Anføreren trådte hen til celledøren og raslede med nøglerne. "Vi er kommet for at befri dig", sagde han venligt. "Du ved jo, at du kan stole på gamle venner!"

"Gamle venner!" udbrød fiskeren, nu lysvågen. Langsomt knappede han sin lasede skjorte op og fremviste et rødt ar ved siden af hjertet: "Kalder I det: ’gamle venner’?"

"Ja", svarede anføreren, idet han med sin trukne daggert pegede på det røde ar. "Kniven skulle have været dér!" Han pegede på et punkt lige ud for hjertet; "Og ikke dér!" Knivspidsen pegede på det røde ar ved siden af hjertet; " den nat sku’ du ha’ været slået ihjel, men vi sparede dig; dine venner! Og nu er vi her for at befri dig!" Han raslede igen med nøglerne.

"I ka’ beholde jeres ’venskab’," svarede fiskeren. "Jeg er færdig med jer! Vil ikke ha’ med jer at gøre!"

"Og dem her?" Anføreren raslede med nøglerne.

"Ka’ du beholde! Jeg har ikke bedt om jeres besøg; jeg frasiger mig alt jeres væsen og alle jeres gerninger!"

"Og kvinden?"

"… har samme opfattelse som jeg. Hun var udsat for overgreb. Hun skreg, men ingen kom hende til hjælp. Hun har ikke begået nogen synd!"

"Citerer Bibelen?", hvæsede anføreren.

"Ja, hvad der står skrevet i Femte Mosebog, kapitel 22, vers 26-27."

"Og barnet?"

"Ska’ ha’ chancen!" Fangen greb fat i tremmerne og ruskede i dem.

"Ulærde fisker! Den dreng er dømt på forhånd: Fortabelsens søn."

"Ingen er dømt på forhånd! Jeg ta’r mig af ham, til han bliver tolv; så kan han selv vælge.

"Til han bli’r tolv?" Anføreren slog en latter op. De andre vogtere lo med. "I morgen bli’r du anbragt i et fangehul. Der ka’ du rådne op ’til drengen bli’r tolv’." Han raslede med nøglerne. "Tænk dig godt om, lille fiskermand. Frihedens time er slået; kvinden venter; fartøjet vugger i bølgerne, og"… anføreren gik hen til den aflåsede skuffe med guldmønterne, åbnede den med et ryk og tog læderpungen frem. Han talte dukaterne og lagde yderligere tolv mønter i pungen. "Det fulde beløb", fortsatte han, "tredive guldstykker! Med dem ka’ du nå langt – hvis du vil samarbejde med os…"

"Det vil jeg ikke!"

"Det vil han ikke!" Anføreren var opbragt. "Godt, da overlader vi ham til hans skæbne!"

Dermed satte de tre sig atter til at spille kort, og fiskeren lagde sig opgivende på briksen for at sove.

*

Ved midnatstid strålede et sært lys i cellen. En lysende skikkelse åbnede tremmedøren. Han kastede et blik på de tre vagter, der lå sovende ind over bordet med spillekortene spredt over bordpladen. Så gav han fiskeren et puf i siden. "Skynd dig at stå op", sagde han.

Fiskeren rejste sig forvirret. Tilsyneladende uden at begribe, hvad der foregik.

"Tag din kappe og dine sandaler!"

Fiskeren handlede som i drømme men gjorde, hvad der blev sagt.

"… og pungen! Følg mig", fortsatte den fremmede.

De passerede vagterne og kom til den aflåsede dør, der førte ud til gaden; den kunne kun åbnes ved at taste en kode. Fiskeren blev lysvågen, da han så døren åbne sig af sig selv. Udenfor fulgte den fremmede med ham til stranden og forlod ham først, da han med kvinden og barnet gik ind i hytten.

*

Fra Greveslottet i Urbino spadserede Fruchtenbaum ind mod byen; han nåede Piazza della Republica og satte sig ved et bord i den lille café med resterne af nogle sortmalede graffiti-slogans på muren. Han bestilte en kop cappuccino. Da den stærke kaffe med varm pisket mælk og kakaopulver stod dampende foran ham, fremtog han fra sin skuldertaske to bøger. Den ene var den italienske middelalderpolitiker, filosof og digter, Niccolo Machiavellis hovedværk: ’Fyrsten’, og den anden hans dagbog.

Medens lysene på pladsen slukkedes, og tjeneren flere gange gav til kende, at caféen lukkede, sad professoren fortsat fordybet i Machiavellis værk. Da bordene til sidst var ryddede, og skodderne rullet ned, sad Fruchtenbaum endnu ved det tomme bord. Han havde nu taget dagbogen frem. Et øjeblik betragtede han de ’blodplettede’ sider og notatet om ’at udholde megen kamp og lidelse’. Så stirrede han ud over det øde torv, hvor duerne sad i klynger. Derpå skrev han:

"Machiavelli er for århundreder siden spadseret over denne plads i Urbino. Det var her, han erklærede, at en fyrste må være skruppelløs og ubarmhjertig for at opnå sine mål. Her beskrev han ’den lovløse’, som må komme."

Atter betragtede professoren den tomme plads, hvor en enlig nattevandrer skræmte torvets duer op. Fruchtenbaum iagttog den mørke skikkelse, som skråede over pladsen. En mørk middelalderkappe flagrede om ham, og duerne forekom i det øjeblik som en sværm af krager. Fruchtenbaum rejste sig halvt op for bedre at kunne følge den fyrsteligt klædte skygge, der hurtigt forsvandt bag kirken. I samme øjeblik hørtes fra tårnet det første af de tolv gungrende midnatsklokkeslag. Professoren skrev hurtigt: "Det bliver en tid, hvor et ondt system vil rive børnene ud af deres familier. Som en slanges sidste dødshug vil en ny orden søge at ramme de troende på deres svageste og mest sårbare sted: ’Deres børn’! Kristne mænd og kvinder vil blive dømt til at være ’uegnede som forældre’… og en første fase af fyrstens forfølgelse er lige om hjørnet. Den lovløse er på trapperne.

Da professoren lukkede bogen, dundrede det sidste af de tolv slag over byen. Malmklangen blev et øjeblik hængende i luften, hvor den lød som mange menneskers mumlen og klagen…

"Tolv slag!" hviskede professoren. "Et slag for hvert år, inden midnatsmørket breder sig. Når drengen bli’r tolv, kan han selv vælge…"